Den gode kamp – IVF og æg donation i Spanien

Jeg er enebarn og voksede op alene. Mine forældre var der, jeg aldrig ønskede for noget, jeg var aldrig ensom, men jeg var en ensom, boglig barn og blev efterladt temmelig meget til mine egne enheder. Jeg var selvsikker. På skolen og universitetet var jeg stort set den samme. Jeg havde venner, men jeg havde ikke brug for venner. Jeg studerede sprog og rejste rundt i verden og blev rejseforfatter. Jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg kæmpede hårdt for min uafhængighed og var stolt af følelsen af, at jeg ikke havde afgjort. Jeg nærmede mig 40 og havde vænnet mig til at være alene. Og så kom Mike og jeg brød vanen. Vi mødtes gennem arbejde, han er freelance billede redaktør, og vi tog til hinanden næsten straks. Han kommer fra en stor, familie, enorm virkelig, med 5 brødre og en søster, untold tante og onkler, fætre, niecer og nephews. Hjem og idéen om familie har altid været vigtigt for ham: Jeg var væk for arbejde ofte og knap anerkendt min lejlighed, når jeg var tilbage i Bristol. Men hver gang jeg var tilbage, ringede jeg til ham, og vi kom sammen, og vi drev langsomt ind i et forhold. Omkring seks måneder inde, var der en forlader gøre mit arbejde og vi gik sammen. Mike havde aldrig rigtig mødt pigen men ankom med en gave-indpakket foto collage af alle fra kontoret som en afskedsgave. Det var dengang, jeg faldt. Alt kom så organisk, forlovelsen og så brylluppet. At have en familie var, ikke overraskende, vigtigere for ham end for mig, og mens vi havde haft samtalen om at starte en familie, havde det ikke været vores hensigt at blive gravid med det samme, det ville ske, når det skete. Dropper en bombe Mine perioder har altid været noget uregelmæssige, temmelig tunge og ofte ganske smertefulde, og så da jeg var et par dage for sent, var jeg ikke alt for bekymret, men da det strakte sig ind i en uge, sneg jeg mig i et hjem graviditet kit, halvdelen håber, halvdelen bekymret over, hvad det ville betyde for vores livsstil. Nej. På trods af min panik sagde jeg ikke noget til Mike, men bestilte en aftale med min GP, som henviste mig til en ultralyd for den næste uge. Mike tilbød at køre mig til lægen til en „rutine aftale”. Lav en dag af det, gå til frokost, havecenter på vej hjem. Ikke noget særligt. Vi ankom i masser af tid til udnævnelsen, og som det kan forventes, tingene var ved at løbe sent, så vi sad og ventede, og mens vi ventede, en stilhed nedstammer. Og så slog det mig. Der var noget galt. Jeg udviskede hele historien om graviditetstesten og den sene periode og hvor bange jeg havde været. På det tidspunkt sagde receptionisten, at jeg kunne gå igennem, og at det ville være okay, hvis Mike gik ind med mig. Jeg sagde nej. Jeg ville gøre det alene. Da jeg kom ud igen, var Mike rejst. Receptionisten sagde, at han ventede i bilen. Først da vi kom hjem, spurgte han, hvad der var sket. Jeg sagde, at jeg måtte tage flere prøver, og at de mistænkte polycystiske æggestokke. Jeg gik til opfølgning udnævnelser af mig selv og efter en række tests og venter og yderligere tests diagnosen blev bekræftet. Jeg ville ikke blive gravid. Ultimolagre Vi gik til opfølgning aftaler og efter et batteri af tests (min AMH var lav, Mikes sæd var god) og venter og yderligere tests diagnosen blev bekræftet. Jeg ville ikke blive gravid. Jeg følte mig ansvarlig. Det var min skyld, og jeg lod det gå ud over ham. Mike tilstod senere, at han var blevet knust, at jeg havde insisteret på, at han blev udelukket fra det første møde med lægen. Det var vores situation, sammen, ikke min alene. Det var virkelig kun på det tidspunkt, der besluttede, at vi skulle starte en familie, og at vi ville kæmpe for at få det til at ske, men vi blev enige om, at hvis det hele bliver for meget, kunne vi tage en pause, omgruppere og fortsætte kampen. Vi så på alle muligheder, fertilitetsbehandling, IVF, og som en sidste udvej adoption. Lad kampen begynde Jeg fik ordineret en cocktail af medicin, metformin til min cyklus, clomid og metformin til fertilitet og regelmæssige checkups, en kost plan og en regelmæssig motion. Vi gav også en tidsplan for, hvornår at have sex og hvad de skal gøre bagefter, at øge chancerne for undfangelse. Først var det sjovt, et lille spil, men da mine perioder begyndte at blive mere regelmæssige og lettere, og da vi passerede 13 måneders mærket, var intimitet blevet en opgave og sex en øvelse i skuffelse. Jo hårdere vi kæmpede, jo mindre sikker var vi på, hvad vi gjorde. Jeg var stadig ikke gravid. Pressen på vores forhold blev afspejlet i forholdet til vores bredere familier og venner. Hvor godt det end var, blev vi uendeligt spurgt om vores fremskridt. På sociale møder fik vi at vide, at vi ikke skulle bekymre os. Vores tid ville komme. Du skal være stærk og kæmpe for, hvad du vil. Børnenes fødselsdage var kun til minde om, hvor let det var for andre at være forældre, og hvor meget af det var for os. Lidt efter lidt trak vi os tilbage. Vi var blevet reduceret til en enkelt ting, et problempar, en ting at være ked af. Vi begyndte også at trække os tilbage fra hinanden. Langsomt, bevæger sig væk fra, hvad vi havde, og så besluttede vi at tage en pause, omgruppere og gå videre til IVF.

Endnu en gang til bruddet – en IVF behandling i udlandet

Første IVF forsøg

Vi traf en bevidst beslutning om at gå privat, ventetiden var en faktor, men også omkostningerne. Vi valgte en IVF klinik i Tjekkiet og ved det første IVF + ICSI forsøg fik vi 3 æg og et B1 klasse embryo. Overførslen kom på 3. dag af embryonkultur, men bHCG test viste ingen tegn på graviditet. Vi vendte hjem, bittert skuffet.

Andet IVF forsøg

Endnu et år, endnu et forsøg på samme klinik. Mit svar på stimuleringen var svagt, så ingen af os blev overrasket over, at der fra de 4 æg ikke var noget levedygtigt embryo. Desillusioneret, vi vendte hjem og faldt ind i et liv af undgåelse.

Tredje forsøg med IVF

På 3. IVF + ICSI forsøg vi var i stand til at høste tre æg, med et B1 klasse embryo, med succes overført på den femte dag. Graviditet blev bekræftet og forsigtigt, forhåbentlig begyndte vi at føle, at vi flyttede sammen igen. Jeg fejlede tre uger senere.

Vi holdt en ceremoni for tabet af vores barn og forsøgte at sørge sammen, men lidt kunne skjule revner, der havde åbnet op.

Kampen var gået fra os. Jeg tog fri og vendte tilbage til mine egne ensomme vaner; han var desperat, hektisk og i sin desperation insisterede vi på at deltage i sorg rådgivning. Efter en af møderne spurgte Mike, hvad jeg ville. Og tanken kom til mig, fuldt dannet, ubefalet, chokerende selv mig. „Jeg vil prøve igen”. Sticking til vores pistoler

Succesfuld ægdonation program i Spanien

Ægdonation havde aldrig været en del af planen, men på en eller anden måde føltes det rigtigt. Vi valgte en IVF klinik i Spaniendelvist fordi jeg havde været der, mens jeg var på universitetet, og delvis fordi Mike havde familie der, og vi ville have lidt støtte. Det var juni 2014, da jeg fik 3 embryoner af høj kvalitet, hvoraf to blev overført, og den tredje blev frosset ned. Efter 12 uger fik vi nyheden. Jeg var gravid. Vores datter Laura var et år gammel i 2016.

Det følelsesmæssige pres og næsten bruddet på vores ægteskab, isolationen fra venner og familie, den lammende selvtvivl…

Samlede IVF-omkostninger – opsummering

Tilføjelse af omkostninger, ikke kun de finansielle omkostninger, diagnostik, IVF cykler og ture til Tjekkiet IVF egg donationsprogram i Spanien, Hoteller og flyrejser beløber sig alle til omkring 21.000 euro, men det følelsesmæssige pres og næsten bruddet på vores ægteskab, isolationen fra venner og familie, den lammende selvtvivl, den endeløse kamp for at holde sammen på det og rædsel af det hele falder fra hinanden.

Og så kigger vi på vores datter

Intet vi har været igennem de sidste otte år var nemt. Vi kæmpede for dette hvert skridt, nogle gange mere modigt, andre gange imod uovervindelige odds. Men når jeg ser tilbage, kan jeg virkelig sige, at ingen af os kan huske, hvor svært det må have været. Vi planlægger en returrejse til Spanien for at få vores resterende frosne embryoner implanteret i begyndelsen af næste år. Og så fortsætter kampen.