IVF over 50 i Ukraine – Livet begynder igen efter 50

Jeg siger ikke, at før 50 havde jeg ikke et liv, fordi jeg gjorde. Jeg elskede hvert minut. Mit navn er Claire og sammen med min mand John vi førte et lykkeligt liv i Southampton indtil en dag… Jeg havde altid hadet et bestemt citat – det, der siger, at vi ikke værdsætter ting i livet, før de er væk. Takket være dette citat var jeg altid fuldt ud klar over, hvor heldig jeg var at være sund og elsket, og jeg sørgede for at holde minde dem, der gjorde det muligt for mig at føle denne måde af min påskønnelse. Jeg blev gift og i en alder af 34 og to år senere fødte vores søn Ben. Vi tre skabte en perfekt familie. Jeg forstod aldrig behovet for at være forælder, før Ben blev født. Han blev meningen med vores eksistens. Sammen med min mand elskede vi de øjeblikke, vi tilbragte sammen. Gode forældre Jeg er journalist, og med denne professions luksus kunne jeg opgive officersansvar og begynde at arbejde hjemmefra. På denne måde havde jeg en lettere start på mit nye liv som en hengiven mor. Min mand havde ikke råd til så meget fritid som jeg kunne (han er en van driver) men han aldrig brugt „Jeg er for træt til at lege med dig 'undskyldning og Ben elskede de øjeblikke, hvor John dukkede op i døren efter arbejde. Da Ben blev to udviklede vi en tradition, hvor vi ville tilbringe to weekender om måneden rejser – korte ture eller længere udflugter. Vi pakkede bilen og kørte til forskellige steder. Min mand, som chauffør med 20 års erfaring, gjorde altid rejsen meget sikker og komfortabel. Jeg har aldrig følt trang til at blive chauffør, der arbejder på det kontor, jeg ofte måtte skrive om lokale bilulykker, og det gjorde mig altid vred. I et splitsekund havde disse mennesker mistet alt. Hvad gør du, hvis ulykken var din skyld? Hvordan klarer du tanken om at afslutte nogens liv? Uanset hvor god en chauffør du er, er der mange andre på gaden, der er ansvarlige for vores sikkerhed. Af sted med os. Det var en weekend kort efter Ben 's 12 års fødselsdag og vi havde en tur til London planlagt. Jeg husker tydeligt, hvor begejstrede vi alle var, og ikke kun fordi det var London – Bens favorit, men fordi det var en tur! Vi elskede det. I de sidste 10 år med at køre rundt sammen kunne vi ikke forestille os at bruge vores weekender på nogen anden måde. Vejret var perfekt, solskinsvejr, så vi gik. Vi kørte i omkring en time, og så husker jeg kun, at jeg kiggede på min mand og vendte mig om for at se Ben, han sov. Pludselig blev alt mørkt. Vejret var smukt og solrigt, men denne gang forårsagede det mere skade end den største storm nogensinde kunne gøre. En lastbilchauffør, blændet af solen, ramte vores bil. Jeg ville ønske, jeg aldrig var vågnet op. John kæmpede for sit liv på hospitalet, men vores søn åbnede aldrig øjnene igen. Bare os to Ingen af os kunne udtrykke smerten. Jeg havde så mange spørgsmål så meget sorg i mig, men jeg kunne ikke tale et ord. Lastbilchaufføren klarede det heller ikke, og jeg følte, at jeg ikke havde nogen at bebrejde. Efter ulykken, John opholdt sig på hospitalet i over en uge, kæmper for at holde sig i live, venter på mig til at lette hans smerte, villige mig til at være der med ham. Jeg kunne ikke. Jeg låste mig inde i huset, i Bens værelse tortureret af tab. Det gav ingen mening. Hvorfor? Hvorfor var det sket for os? Vi havde ikke gjort noget galt. Vi havde kørt forsigtigt, vejret havde været godt.

Forældrene bør ikke begrave deres børn.

Han havde hele sit liv foran sig. Jeg vil aldrig se ham gå i skole. Den uudholdelige sorg. Jeg kunne hverken spise eller sove og ringede ikke for at se, om John var okay. Men han kom hjem. Vi talte ikke sammen før om en uge. Jeg vidste, at han var fyldt med samme tvivl og spørgsmål, som jeg ikke kunne besvare. Med Ben fandt vi meningen med vores liv, og nu var han væk, og jeg så ikke meningen med os. Begge voksne uden nogen at tage sig af. Jeg havde fuldstændig glemt, hvordan man er kone; alt jeg kunne tænke på er, at jeg ikke længere var en mor. John gjorde få forsøg og forsøgte at tale med mig, men vi havde været tavse for længe. At spille samtalen i vores hoveder igen og igen gjorde det kun værre, fordi, når vi begyndte at tale, det altid endte i en kamp.

Vi begyndte at bebrejde hinanden for vores søns død. Vi var ved at falde fra hinanden…

Ægte kærlighed I halvandet år var vi fortabt og hjælpeløse og fuldstændig forsømte vores ægteskab. Men det jeg havde med John var en dyb kærlighed og den slags kærlighed stiller ikke spørgsmål det kun venter indtil du er klar til at realisere tingene på egen hånd. Vi forstod, at uanset hvad, ville intet nogensinde kunne udfylde tomrummet, men vi forstod også, at vi ikke var dårlige forældre. Vores beslutning dengang var blevet taget bevidst, vi havde startet en familie med tanken om at blive gamle sammen, os tre. Så vi besluttede at blive forældre igen. Udnævnelsen Efter at have rådført sig med min GP, der fik fjernet enhver tvivl jeg havde om fysisk at kunne bære et barn i mine 50 'ere, besluttede vi at prøve in vitro befrugtning. Denne beslutning var ikke et problem; vi var så sikre på, hvad vi ønskede. Men vi stødte på nogle vanskeligheder. Mange lande IVF lovgivningsmæssige begrænsninger, med kun kvinder af en visse aldersgrupper, der er berettiget til IVF-behandling. Det viste sig, at vi først måtte finde en klinik hvor IVF er tilladt for kvinder i min alder. Efter få måneders søgning – takket være EggDonationFriends.com, vi fandt den ideelle IVF klinik i UkraineVi havde ombestemt os, fordi du hører alle mulige ting om Østeuropa, men fra vores forskning, Ukraine var et af de meget få lande, der ville acceptere at tilbyde mig IVF. Vi har læst anbefalingerne, ringet til et par mennesker og truffet foranstaltninger. Jeg drømte om Ben aftenen før vi tog på klinikken. Jeg så ham smile til mig. Da jeg vågnede om morgenen, følte jeg en rolig varme i mit hjerte. Vi gør det rigtige, tænkte jeg. Uanset hvor klinikken var, ville det være det perfekte sted alligevel.

Første dag på klinikken og ægdonation program

Efter de første prøver, bitter skuffelse. På grund af min alder lægen anbefalede IVF med donoræg (æg donation program). Han sagde noget om kvaliteten af mine æg, og hvordan de falder med alderen, hvilket fører til kromosomal aneuploidi – hvilket kan forårsage alvorlige genetiske lidelser hos fosteret. Jeg sad der og lyttede til alt, hvad han havde at sige, selv lidt om en mulig abort synes ikke at betyde noget. John og jeg havde sagt fra starten, at vi ville prøve IVF med vores egne æg, og jeg var virkelig ikke i tvivl om, at det ville være muligt. Og drømmen om Ben styrkede min tro.

Desværre var der fra de to æg af lav kvalitet ikke et eneste levedygtigt embryon. Jeg var nødt til at tage et øjeblik.

Tilbage på klinikken Det tog os tre måneder at komme tilbage til klinikken. Vi talte med John og begge var enige om én ting – vi vil være forældre igen. Vi ville have et barn med vores eget genetiske materiale, men det virkede ikke. Vi havde ikke noget problem med at acceptere fejlen, men vi ville aldrig have tilgivet os selv, hvis vi ikke havde prøvet alle mulighederne. En ægdonationsprogram Det var det eneste håb. Så vi besluttede at se nærmere på det. Vores donor, en 24-årig, havde født et sundt barn før. Vi bad om alle de nødvendige test, såsom karyotype og infektion screening. Alt, der gjorde os til at forlænge vores ophold i Ukraine for omkring en uge, og det begyndte at føles som om hele turen var værd et stykke tid. Vi var tilbage på sporet.

IVF ægdonation program i Ukraine

Jeg har ti æg fra donoren. og min mands sæd blev taget. Efter IVF + ICSI med donoræg var blevet gjort modtog vi 4 embryoner. embryologen overvågede dem med embryoskopet til den 5. dag, og vi modtog også en video, der viste, hvordan embryonerne udviklede sig. Og så på den femte dag af blastocyst stadion havde jeg 'indgivet i’ to af embryonerne. Jeg laver sjov med det nu, men det virker som en perfekt måde at sige det på.

På 5. dag på blastocyst stadion havde jeg 'indgivet i’ to af embryonerne.

Jeg havde omhyggeligt plukket mine „lejere” og gjort mig umage for at sikre mig, at de følte sig hjemme. Vi måtte være i konstant kontakt med klinikken i yderligere 6 uger, og de var meget støttende og omhyggeligt reguleret min medicin efter embryooverførslen. I 12. uge… graviditet blev bekræftet, men blev straks markeret som en høj risiko, på grund af min alder og det faktum, at vi var undfanget gennem IVF. Det bekymrede mig ikke unødigt, men jeg måtte se min læge oftere, hvilket var fint, da jeg bar nogen meget speciel. Min prænatal test viste, at alt gik godt. Det sværeste var overstået, og takket være donor- og ægdonationsprogrammet er vi blevet forældre, fordi få måneder senere blev vores søn Gareth født.

IVF med donoræg – graviditet efter 50 år

Jeg har aldrig følt mig mere levende. Vi tænkte ikke så meget på navnet, vi kiggede bare på vores dreng og Gareth virkede perfekt. Det var ikke uden vanskeligheder, men vi er forældre igen, vi er en familie. Vi ville aldrig have troet, at en IVF ægdonationsprogram, og i Ukraine af alle steder, kunne redde vores ægteskab og gøre en mor ud af en kvinde i 50 'erne. Nogle siger måske, at det var modigt af os, men lad mig fortælle dig, var ikke mod, der gav os Gareth, men tillid. Tillid til klinikken, i et meget smukt land og dets hovedstad Kiev, tillid til de vidunderlige læger og personale. Og endelig genvandt tilliden mellem min mand og mig. Hele Udgifter til ægdonation ca. 7000 EUR (herunder hoteller og flyvninger) Men for følelsen af at starte et nyt liv, kan man ikke sætte en pris på det.